Annonce

Annonce

Lone Hedegaard står med frossent kød i hånden i sin gårdbutik

Salget i den fysiske gårdbutik på Gothenborg er steget med omkring 60 pct., mens salget i butikkens webshop er steget med 100 pct., fortæller direktør Lone Hedegaard. Arkivfoto: Jakob Brandt

Gårdbutikker oplever stor stigning i salget

Gårdbutikker ser en markant stigning i salget til private forbrugere som følge af corona-krisen. Samtidig er der dog alvorlige konsekvenser for engrossalget.

Salget er nærmest eksploderet i den økologiske gårdbutik hos Gothenborg i Them, som især er kendt for at producere økologisk fjerkræ. 

Især har der været stor efterspørgsel på gårdbutikkens færdigretter som supper, tarteletfyld og kalkunfrikadeller, men også salget af mel fra egen produktion er steget siden torsdag i sidste uge, da statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede alle offentlige institutioner. 

Salget i den fysiske gårdbutik på Gothenborg er steget med omkring 60 pct., mens salget i butikkens webshop er steget med 100 pct., fortæller Lone Hedegaard, direktør hos Gothenborg og formand for Udvalget for Gårdbutikker og Lokalt Salg i Økologisk Landsforening. 

”Jeg tror, det hænger sammen med, at familier, som normalt er afsted på arbejde og i skole, lige pludselig har en, to, måske tre børn hjemme og skal have mad til en hel dag,” forklarer hun. 

Jeg er glad for, at vi har flere ben at stå på, og at vi er så brede i vores funktion. Det er jo det, de små landbrug kan, og det er det, der redder os lige nu.

— Lone Hedegaard, direktør hos Gothenborg og formand for Udvalget for Gårdbutikker og Lokalt Salg i Økologisk Landsforening

De mange mennesker, som handler i gårdbutikken, har gjort, at der er ekstra fokus på hygiejne og at undgå smittespredning mellem kunderne. 

”Vi har selvfølgelig taget vores forholdsregler i forhold til hygiejne. Vi har sprit stående fremme, som jeg oplever, at kunderne bruger. Vi har øget rengøring af overflader i butikken og af fryselågerne, og jeg ser at kunderne holder større afstand til hinanden," siger Lone Hedegaard og fortsætter: 

"Man bliver stolt af sit land i den her tid. Selvom det er dyrt for os alle, så er jeg alligevel rigtig stolt.” 

Samtidig med at salget er gået op i den fysiske gårdbutik og på Gothenborg webshop, har Gothenborg været nødt til at lukke sin tilhørende restaurant midlertidigt, ligesom engrossalget til andre restauranter stort set er stoppet. 

”Jeg er glad for, at vi har flere ben at stå på, og at vi er så brede i vores funktion. Det er jo det, de små landbrug kan, og det er det, der redder os lige nu,” siger Lone Hedegaard. 

Netop det store fald i ordrer fra restauranter og kantiner, har tvunget Philip Dam, som ejer den økologiske gårdbutik Troldgaarden ved Horsens til at tænke kreativt. 

Han har oplevet så stort fald i engrossalget som følge af corona-krisen, at forretningens overlevelse nu er truet. Med en opfordring på Facebook og 20 pct.'s rabat på alt kød er der imidlertid kommet så mange private kunder i butikken, at butikken kan klare sig lidt endnu. 

”Pengene fra det her salg falder på et godt tidspunkt. Der skal betales termin, så det klarer vi i den her omgang," siger Philip Dam til Horsens Folkeblad

”Men vi kan jo ikke sige, at grisene skal stoppe med at spise. Foderomkostningerne er der, og grisene skal slagtes, når de har en bestemt størrelse, ellers bliver de for store. Vi er i allerhøjeste grad ramt af det her," tilføjer han. 

Fordi butikkens kunder nu i højere grad er private end professionelle, er han gået i gang med at lave udskæringer i størrelser, som passer til familier og dermed er mindre end de store stykker, som kokkene efterspørger. 

Også hos det biodynamiske landbrug Hedeagergaard i Ølgod er der sket en stigning i salget til private forbrugere, som handler via Hedeagergaards webshop. 

”Salget er steget mere eksponentielt end den kurve, som coronaen vil følge, hvis vi ikke gør noget ved den,” siger ejer og landmand Chriss Hedeager. 

Ifølge ham består de bestillinger, som gårdbutikken har modtaget i webshoppen den seneste uge, af 50 pct. eksisterende kunder og 50 pct. nye kunder. Derfor har Hedeagergaard som noget nyt lavet et samarbejde med en grøntsagsproducent, så det udover biodynamisk okse- og svinekød også er muligt at købe gulerødder, kartofler, rødbeder og løg. 

Ligesom hos de øvrige gårdbutikker oplever de på Hedeagergård også de negative virkninger fra den igangværende krise og har derfor været nødt til at aflyse alle arrangementer, blandt andet for skoleklasser.

Det er ikke kun hos gårdbutikkerne, at der er en stigning i nethandlen. Hos Nemlig.com ansætter de nu 200 nye medarbejdere som følge af en markant større efterspørgsel på varerne i online-butikken.

Inden coronavirusset gjorde sit indtog i Danmark, havde Nemlig.com en omsætning, der lå 23 pct. højere end samme periode året før. Det steg i sidste uge, efter at den første dansker blev konstateret smittet, til 50 pct. i forhold til samme uge året før, og der er fortsat travlt.

Gik man ind på nemlig.com onsdag ved middagstid for at bestille varer, var man nummer 26.280 i køen og skulle vente i over en time på at bestille varer.

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel